Foreningens formål er at give alle interesserede i Silkeborg og omegn, uanset alder, køn, nationalitet og færdigheder, mulighed for at udøve og dygtiggøre sig i skøjtesport og/eller deltage i foreningens fællesskaber. Foreningen arbejder for at fremme skøjtesporten og styrke det frivillige foreningsarbejde i Silkeborg kommune, for derigennem at fremme den enkeltes og fællesskabets fysiske og mentale sundhed og trivsel.
Silkeborg Skøjteløberforening af 1896
Silkeborg Skøjteløberforening blev stiftet i 1896 med skolebestyrer A.H. Kirkeskov som formand. Klubben har en lang historie som Danmarks næstældste skøjteløberforening.
I 1896 lå byens skøjtehal endnu mange år ude i fremtiden. Faktisk skulle der gå mere end et århundrede, før vores medlemmer fik en skøjtehal. I 2007 blev drømmen så til virkelighed. Dette takket være lokale ildsjæle, som bl.a. den lokale ishockey-legende Helge Lund Christiansen. Helge kæmpede siden 50’erne for at få en skøjtehal i Silkeborg.
På søerne og i baghaven
Inden vi havde skøjtehallen løb medlemmerne som regel på Kalgårds Vig og i Helges private baghave, hvor en overrislet græsplæne gjorde det ud for en skøjtebane.
Banen i baghaven var til stor glæde for byens unge skøjteløbere. Ikke mindst for Helge Lund Christiansens egen datter, Helle Vibeke (siden gift Kjems), som hurtigt viste sig at have interesse og talent for kunstskøjteløb.
Blandt børnene i baghaven var også ishockey-aspiranten Henrik Rasmussen. Egentlig plejede han at løbe på Lyngsø med hans kammerater, som hver eftermiddag blev fragtet fra boligblokkene til søen af en godhjertet vicevært.
Mens vi ventede
At Silkeborg ikke havde en skøjtehal betød eksempelvis for Helle Vibeke, at hun hver weekend i vinterhalvårene måtte drage til Esbjerg for at perfektionere sit kunstskøjteløb, mens ishockeyholdet måtte med bus til Herning for at træne.
Den travle hal i Herning var nærmest altid optaget, hvorfor det kun lykkedes holdet at finde en træningstid fredag aften fra klokken 22 til 23. De sparsomme træningstider satte sine spor i klubben og i løbet af 70’erne led SSF flere voldsomme nederlag, fordi den ugentlige træningstime ikke gav dem istid nok til at øve stok- og andre ishockeyteknikker.
Efter flere dårlige resultater begyndte ishockeyholdet at miste motivationen, og efter flere år i træk uden en isvinter blev det kun endnu sværere at træne, når byen ikke havde en skøjtehal. Og så begyndte medlemstallet at styrtdykke.
TAK til H. Reimar Nielsens Tømmerhandel
Efter 30 år, hvor foreningen nærmest var i dvale ændrede det sig alt sammen i 2007, hvor H. Reimar Nielsens Tømmerhandel stillede hallerne langs Århusvej til rådighed for at støtte byens idrætsliv. Her fandt man langt om længe plads til den skøjtehal, som SSF i et halvt århundrede så inderligt havde efterspurgt.
I de efterfølgende år begyndte foreningens medlemstal at stige igen. Det krævede et stort stykke arbejde fra en masse gode mennesker. Heriblandt Henrik Rasmussen, der fortsatte som næstformand indtil 2017 og Helle Vibeke der blandt andet byens børn i kunstskøjteløb i perioden 2007 til 2012.
Milepæle
I 1912 blev SSF for første gang nævnt i avisen i forbindelse med en opvisning af kunstskøjteløb på søerne.
I 1947 begyndte SSF officielt at spille ishockey og vandt efterfølgende samtlige jyske mesterskaber til og med 1960.
I 1960 Kunne Helle Vibeke gøre sin skøjteglade far ekstra stolt, da hun vandt ungdomsrækkens danmarksmesterskab i kunstskøjteløb, hvor hun naturligvis repræsenterede SSF.
I 2007 kom den længe ønskede skøjtehal i Silkeborg.
SSF lever videre i bedste velgående
Sidenhen har nye frivillige kræfter taget over. I dag rummer foreningen over 400 stolte medlemmer og dertil en lang række ambitiøse frivillige der alle arbejder for, at SSF fortsat er en forening i udvikling.